Den danske racerkører Kevin Magnussen vil elske at sende sin Formel 1-racer gennem Københavns gader, så han håber meget på, at de storstilede planer om et løb i den danske hovedstad bliver en realitet.
- Det vil være helt fantastisk at køre Formel 1 i Københavns gader. Det er en helt surrealistisk tanke at skulle køre i København. Men jeg håber det helt vildt, siger Haas-køreren til DR.
- Jeg gad sindssygt godt at prøve at have mit hjemmebaneløb, ligesom der er så mange andre kørere, der får lov at prøve.
Det er planen, at løbet skal afholdes i 2020, og Formel 1-ledelsen godkendte tidligere på ugen den foreslåede rute.
Placeringen og udformningen af banen er udtænkt af den tidligere minister Helge Sander og hans samarbejdspartnere, der har fået hjælp af Kevin Magnussens far, racerkøreren Jan Magnussen.
Men der er stadig et stykke vej endnu, før løbet, der skal foregå i det indre København, bliver en realitet.
Men Kevin Magnussen håber, at han med sin tilstedeværelse i Formel 1-feltet kan hjælpe til med, at løbet i København bliver til virkelighed, fortæller han.
- Hvis jeg kører Formel 1 til den tid, så hjælper det nok, men det er nok det eneste, jeg kan gøre. Jeg har ikke nogen indblanding som sådan i organiseringen af det. Jeg skal bare sørge for at være i Formel 1, når det bliver kørt - hvis det bliver kørt.
De nye Formel 1-ejere, Liberty Media, gik ind i sporten med målet om at udvide løbsserien.
Dermed opstod muligheden for et dansk grandprix.
Formel 1-kalenderen tæller i øjeblikket 21 løb, men mister to næste år.
Arbejdet med at få motorsportens fineste klasse til Danmark har stået på i tre år. Prisen for at afholde et løb i København ligger omkring de 300 millioner kroner.
/ritzau/