Magnussen og eks-manager i slagsmål i byretten

Det er ikke lykkedes Kevin Magnussen og Dorte Riis Madsen at indgå kompromis. Nu skal striden igen for retten.
Kevin Magnussen og eks-manageren Dorte Riis Madsen strides om økonomi. Nu skal Københavns Byret for anden gang behandle sagen.
Kevin Magnussen og eks-manageren Dorte Riis Madsen strides om økonomi. Nu skal Københavns Byret for anden gang behandle sagen. Foto: /Scanpix

Racerkøreren Kevin Magnussen og eks-manageren Dorte Riis Madsen fortsætter et økonomisk slagsmål i retten. Det skriver BT.

Gennem de seneste måneder har de to parter uden succes forsøgt at nå til enighed om et økonomisk krav fra Dorte Riis Madsen gennem en række retsmæglinger.

Nu skal sagen behandles for anden gang i Københavns Byret. Det sker over tre dage i begyndelsen af 2018.

- Det er rigtigt, og det kan jeg godt bekræfte, siger Dorte Riis Madsens advokat, Martin Dahl Pedersen, til BT.

Ifølge avisen indgik Kevin Magnussen og Dorte Riis Madsen i 2008 en kontrakt, men i 2015 stoppede Formel 1-stjernen sine betalinger til manageren - uden at kontrakten formelt blev opsagt.

Striden blev i sommer behandlet i Københavns Byret, og her kom det frem, at Riis Madsen kræver 20 procent af Magnussens indtægter fra 2015 til 2021.

Dengang besluttede dommeren, at parterne skulle forsøge at nå et kompromis gennem retsmægling.

Da det ikke er lykkedes, skal sagen nu for retten 11., 16., og 18. januar i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.