Den danske racerkører Kevin Magnussen har fået en ny racerbil, der den kommende sæson skal hjælpe ham med at blive blandt de bedste i Formel 1.
Den nye bil blev præsenteret i London torsdag, hvor Magnussen sammen med teamkollegaen på Haas, Romain Grosjean, holdchef Gunther Steiner og hovedsponsor Rich Energy deltog.
- Den er fed. Den ser hurtig og vred ud, siger Magnussen til præsentationen.
Den kommende sæson er den fjerde, hvor Haas kører Formel 1, og det er tredje gang, at Magnussen er bag rattet i den ene af holdets to racere.
Derfor glæder danskeren sig nu til at komme ud og teste bilen, der er sort og guld-farvet.
- Det bliver spændende. Det er første gang, vi kan mærke bilen og mærke, om den kan være hurtig nok. Det ser jeg frem til, siger han.
Magnussen sluttede sæsonen i 2018 som samlet nummer ni, mens Grosjean blev nummer 14.
Team Haas blev nummer fem i konstruktørernes konkurrence - den bedste placering for holdet nogensinde.
- Vores mål er at gøre det lige så godt og gerne bedre end sidste år. Men det vil de andre hold også, siger teamchef Gunther Steiner.
- Bilen ser flot ud. Jeg håber, at den også vil være hurtig. Jeg er ret sikker på det, siger han.
Den kommende Formel 1-sæson skydes i gang i marts, og det første grandprix køres 17. marts i Australien.
Sæsonen består af 21 grandprixer og slutter i Abu Dhabi den 1. december 2019.
Lewis Hamilton blev verdensmester i 2018.
/ritzau/