Kritikken fra det schweiziske Formel 1-hold Sauber mod den danske racerkører Kevin Magnussen har været hård, efter at danskeren i søndagens grandprix stødte sammen med Saubers Charles Leclerc.
Og nu stemmer også Sauber-chef Frederic Vasseur, Magnussens tidligere chef hos Renault, i. Han siger, at sammenstødet mellem de to racere helt åbenlyst var Magnussens skyld.
- Bevægelsen (fra Magnussens racer, red.) var fucking farlig. Han rykker sig altid sent, og en dag vil vi se et stort sammenstød. Når du kører 320 kilometer i timen, så er det mere end farligt, siger han ifølge motorsportsmediet Autosport.
Sammenstødet mellem Magnussen og Leclerc skete på anden omgang, da Haas-raceren blev ramt bagfra af Leclerc.
Det medførte en punktering og skader på danskerens racer, og Magnussen måtte udgå efter ti omgange af løbet, der blev kørt i Japan.
- Han (Magnussen, red.) er involveret i alle de store sammenstød over sæsonen, hvis du ser på det. Jeg er ikke dommer, det er FIA (Den Internationale Motorsportsunion, red.). De skal tage beslutningerne, siger Vasseur.
Der har ikke været en efterfølgende straf til Magnussen, og ifølge løbsdirektør Charlie Whiting var det rent uheld, der gjorde, at de to racere stødte sammen.
Kevin Magnussen tager kritikken i forbindelse med sin tidlige exit i Japans Formel 1-grandprix med ro.
- Jeg har ikke så meget at sige. Han (Leclerc, red.) kørte ind i mig. Jeg har ikke brug for at stå her og svine andre kørere til i tv, sagde han efter løbet til TV3+.
/ritzau/