Kevin Magnussen er nu snublende tæt på den samlede sejr i løbsserien Formel Renault 3.5 World Series.
Den talentfulde dansker, som mange nævner som et oplagt Formel 1-emne, vandt lørdag weekendens første løb på Paul Ricard-banen i Sydfrankrig.
Han havde sikret sig pole position lørdag formiddag, og da først løbet kom i gang, styrede han helt suverænt sin Dams-racer udenfor konkurrenternes rækkevidde.
Hvad der samtidig var godt for danskeren var, at den værste konkurrent, belgieren Stoffel Vandoorne kun blev nummer tre. Imellem danskeren og belgieren sluttede portugiseren Antonio Felix Da Costa.
- Jeg er rigtigt glad. Vi havde godt fart i bilen, det har vi ellers ikke haft hele tiden i denne sæson. Nu vil jeg prøve at køre hårdt igen søndag. Så behøver jeg forhåbentlig ikke køre så aggressivt i de sidste løb i Spanien, siger Magnussen til TV2 Zulu.
Lørdagens resultater betyder, at Kevin Magnussen scorede 10 point mere end belgieren, og samlet nu fører med 46 point.
Kevin Magnussen satte i øvrigt også hurtigste omgangstid undervejs. Lige som han var hurtigst både i kvalifikationen og de to træninger tidligere på ugen.
Også Marco Sørensen havde et fint løb lørdag. Sørensen blev nummer fem efter en sjetteplads i kvalifikationen.
Hvis Kevin Magnussen også vinder søndagens løb, er han sikker på den samlede sejr i løbsserien inden de to sidste løb i Spanien om tre uger. Det er han også, hvis han blot scorer fem point mere end Stoffel Vandoorne søndag.
Søndag bliver dog formentlig en anden slags løb. Vejrudsigten lover nemlig regn.
/ritzau/