Magnussen er frustreret trods godkendt kvalifikation

Danskeren ærgrer sig over, at han ikke kom videre til tredje kvalifikationsrunde i Barcelona.
Kevin Magnussen ærgrer sig efter kvalifikationen i Barcelona.
Kevin Magnussen ærgrer sig efter kvalifikationen i Barcelona. Foto: /Scanpix

Kevin Magnussen var lørdag meget tæt på at komme i top-10 i kvalifikationen til Formel 1-grandprixet i Barcelona.

Kort før udløbet af anden kvalifikationsrunde (Q2) satte danskeren tiendebedste tid, så han så ud til at komme videre til tredje kvalifikationsrunde (Q3).

Haas-køreren havde dog gjort regning uden Force Indias Sergio Perez, der umiddelbart efter klokkede ind i niendebedste tid, så Kevin Magnussen blev henvist til 11.-pladsen.

- Det er bare pisseirriterende. Det er vildt frustrerende med de små marginer, men sådan er det hver gang.

- Jeg vil meget gerne snart i Q3 igen, og det var tæt på i dag, så det er irriterende, siger Kevin Magnussen til TV3+ ifølge tv2.dk.

Danskeren kunne dog glæde sig over, at han sluttede bedre end sin Haas-kollega, Romain Grosjean.

Franskmanden røg også ud efter Q2 med 14.-bedste tid.

- Jeg kørte en god omgang. Den var ikke perfekt, der var lidt at hente, men ikke meget, så det var tæt på optimalt. Det er tilfredsstillende, siger Kevin Magnussen.

Briten Lewis Hamilton (Mercedes) tog pole position foran den førende i VM-stillingen, tyske Sebastian Vettel (Ferrari).

Det er Lewis Hamiltons 64. pole position i karrieren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.