Den danske racerkører Kevin Magnussen sluttede lørdag morgen dansk tid som nummer 14 i kvalifikationen til Australiens Grandprix i Melbourne.
Verdensmester Max Verstappen (Red Bull) starter i poleposition søndag efter sejr i kvalifikationen.
Magnussen placering blev en kendsgerning, da han røg ud af Q2.
Danskeren blev her klart overstrålet af sin teamkammerat hos Haas, Nico Hülkenberg, der gik videre til Q3 som nummer fem og senere sluttede som nummer 10 i kvalifikationen.
- Jeg fejlede i to sving i Q2, blandt andet det sjette. Det er, hvad der sker, jeg fejlede, da jeg havde brug for at køre en god omgang, siger Kevin Magnussen efter kvalifikationen.
Magnussen havde forinden placeret sig klart bedre i Q1, hvor han mod slutningen var presset til at sætte en god tid for at gå videre, og det lykkedes ham at køre sig op som nummer ni.
Da de 15 minutter i Q1 var overstået, havde Magnussen tiendebedste tid og altså sikkert videre blandt de 15 bedste kørere, der fortsatte til Q2.
Det samme var teamkammerat Nico Hülkenberg som nier, mens Max Verstappen foreløbig var hurtigst.
I Q2 satte Magnussen sig igen under pres, og det lykkedes altså ikke at presse sig med videre igen, men derimod demonstrerede Hülkenberg, at der er fart i Haas-bilen.
Træerne voksede dog ikke ind i himlen for Hülkenberg, der sluttede som nummer ti i Q3.
Magnussen mener, at hans niveau er til at køre mindst lige op med Hülkenberg.
- Han er en god kører, men jeg har på det seneste vist, at jeg kan køre hurtigere end ham, siger Magnussen, der tror på point søndag.
- Det er meget tæt i midterfeltet, så forhåbentlig kan vi hente point igen i morgen.
Verstappen var hurtigst igennem hele kvalifikationen og starter dermed forrest i grandprixet søndag. Mercedes-kørerne George Russell og Lewis Hamilton starter som nummer to og tre.
Grandprixet begynder søndag klokken 07 dansk tid.
/ritzau/