Tørre tæsk for at brokke sig over manglende løn og pension. Det var den kontante afregning fra to mellemledere den 23. oktober i det indiske firma Thakur, som Mærsk har hyret til at køre containere på havnen.
Den indiske menneskeretsorganisation "Human Rights and Law Network" beskylder nu Mærsk for at vende det blinde øje til mafia-metoderne.
"Vores undersøgelser viser, at Thakur har forsøgt at ødelægge havnearbejdernes fagforening. Det er sket ved at true og banke dens medlemmer siden april 2007. Firmaet benytter sig af brutale mafia-metoder, og det har Mærsk tolereret gang på gang," siger Gayatri Singh fra organisationen til Fagbladet 3F.
Mærsk har undersøgt sagen og spurgt alle de involverede parter. Meldingen er, at der er tale om et personligt opgør.
"Troværdigheden af disse udsagn skal nu undersøges nærmere. Vi er nødt til at få alle fakta på bordet, før vi handler," siger Pieter Schaffels fra kommunikationsafdelingen i Mærsk-selskabet APM terminals.
Hvis det viser sig, at Thakur står bag overfaldet, har Mærsk lovet at opsige kontrakten med firmaet.