For første gang forholder Mærsk sig til SRSF-regeringens forslag om at justere på Nordsø-aftalen, som beskriver statens aftale med A.P. Møller-Mærsk, Shell og Chevron om at hente olie op af Nordsøen.
"Vi ser ikke grundlag for en genforhandling af Nordsø-aftalen. Aftalen lever op til alt det, som parterne lagde vægt på under forhandlingerne i 2003, og de forhandlinger var både lange og omhyggelige," siger Anders Würtzen, chef for public affairs i A.P. Møller-Mærsk, til Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten har tidligere dokumenteret, at de tre oliegiganter har tjent i alt 88 milliarder kroner på Nordsø-olien fra 2004 til 2010 ud af en samlet omsætning på 150 milliarder kroner.
Som udgangspunkt står regeringen ved aftalen fra 2003, men den har nedsat et udvalg, som skal undersøge, om der er grundlag for at genforhandle aftalen.
Enhedslistens skatteordfører, Frank Aaen, mener, at staten har frit lejde til at genforhandle Nordsø-aftalen for at opnå bedre vilkår.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) vil dog ikke afsløre, om regeringen vil tvinge Mærsk til forhandlingsbordet.
"Regeringen kan ikke tage stilling til, om eller hvordan eventuelle forhandlinger skal foregå, før vi er færdige med udredningen. Den går vi i gang med nu, og derefter kan vi så tage stilling til det videre forløb," siger ministeren.
Kilde: Jyllands-Posten