Hvis John McCain bliver USA s kommende præsident, bliver det med hjælp fra danske A.P. Møller-Mærsk.
Det danske rederi giver penge til republikanernes præsident-kandidat med den højeste tilladte donation på 25.000 kroner. Rederiet har i alt givet knap en halv million kroner i direkte støtte til politiske kampagner i USA, viser en opgørelse fra organisationen Open Secrets ifølge Nyhedsbrevet 3F
Der er flere gode grunde til Mærsks engagement, vurderer lektor Derek Beach, der forsker i amerikansk politik ved Århus Universitet.
- De store koncerner i USA bruger betragtelige summer på at støtte politikere. Og de forventer at få lidt igen. Mærsk er som selskab dybt afhængig af det amerikanske marked. Selskabet fragter ikke kun gods til og fra USA, men også internt mellem amerikanske havne. Traditionelt har det være amerikanske rederier, der stod for den interne fragt, men her har Mærsk opnået en enestående position, siger Derek Beach til Nyhedsbrevet 3F.
God forretning for Mærsk
Han vurderer, at det danske rederi regner med, at det er en god forretning for dem at støtte bestemte amerikanske politikere.
- Det har en signalværdi. Man spytter lidt i kassen og køber sig til velvilje og goodwill. Men der findes også andre og langt mere bekostelig metoder. Som da Mærsk under den første Golf-krig sejlede gratis for det amerikanske militær, siger Derek Beach.
A.P. Møller-Mærsk har de seneste år udført en lang række transportopgaver for det amerikanske militær, ikke mindst i forbindelse med krigen i Irak, og selskabet er fortsat på kontrakt i USA’s forsvar.
I 2000 støttede koncernen George W. Bush i hans kampagne for at blive USA’s præsident.