Partiet Liberal Alliance har en række af de tunge erhvervsdrenge som deres støtter. Her er Saxo Bank den mest kendte og profilerede.
Men nu viser det sig, at også giganten A.P. Møller - Mærsk har spyttet i det lille partis kasse, skriver Politiken.
Og det er der ikke noget underligt i, siger chefen for public affairs hos A.P. Møller - Mærsk Anders Würtzen. Det er "naturligt at støtte partier, som har en aktiv erhvervspolitik".
Også Dansk Arbejdsgiverforening har været en af bidragsyderne.
Det viser tallene i partiets endnu ikke offentliggjorte regnskab fra sidste år. Partiet har fået 6,5 millioner kroner i støtte i 2010.
Men der følger ingen særbehandling af bidragsyderne med pengene, siger Liberal Alliances Leif Mikkelsen.
De får "forhåbentlig en politik, de er enige i. For de støtter vores mærkesager," lyder det fra partiets landsformand.
Kilde: Politiken