A.P. Møller-Mærsk vil sælge resten af sine Danske Bank-aktier, som udgør 1,6 procent af den samlede aktiekapital i banken.
Det oplyser Mærsk tirsdag i en pressemeddelelse.
Da den danske fondsbørs i København tirsdag lukkede, kostede en Danske Bank-aktie 206,7 kroner stykket. Det var et fald på 1,2 procent.
De 1,6 procent aktier udgør 16,2 millioner aktier.
Med en kurs på 206,7 har salget en værdi på 3,3 milliarder kroner, skriver Ritzau Finans.
Meddelelsen fra Mærsk tikkede ind, efter at børsen lukkede.
Det store danske selskab regner ikke at have flere aktier i banken, når frasalget er afsluttet.
Mærsk oplyser, at frasalget allerede starter tirsdag og kan færdiggøres når som helst med kort varsel.
Amerikanske JP Morgan og Nordea er hyret som rådgivere for Mærsk i processen, lyder det i pressemeddelelsen.
Allerede først i 2015 oplyste Mærsk, at man efter 87 års medejerskab besluttede sig for at frasælge sine aktier i Danske Bank.
A.P. Møller Holding, der er kontrolleret af Mærsk-familien, forpligtede sig til at købe størstedelen af beholdningen.
Dengang blev 85 procent af Danske Bank-aktierne solgt til A.P. Møller Holding, oplyses det tirsdag.
I juni meddelte A.P. Møller-Mærsk, at ansvaret for at redefinere koncernens fremtidige forretning var overdraget til Søren Skou, som dermed overtog Nils Smedegaard Andersens job som administrerende direktør.
Og tirsdagens meddelelse er netop en del af den omstrukturering, som Mærsk er i gang med, lyder det fra Morten Imsgard, senioranalytiker i Sydbank.
- Jeg er ikke specielt overrasket over det her. Det er en del af den strategi, som selskabet har lanceret med, at der ikke længere er plads til alle de her finansielle ejerskaber, siger han.
Når fondsbørsen åbner onsdag, bliver det ifølge Morten Imsgard svært at tyde, hvordan investorerne reagerer.
- Mærsk udsender regnskab onsdag morgen, så det er det, markedet vil reagere på. Men der er næppe nogen, der vil stille spørgsmål ved det her, siger han.
/ritzau/