Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) har fundet det nødvendigt at nedtone beskrivelsen af sin egen betydning under forberedelserne af den første Golf-krig.
I første og andet oplag af erindringsbogen ”Vejen, jeg valgte” fra 2007 skrev Ellemann-Jensen, at han tilbage i 1990 oprindelig selv stod bag en henvendelse til A.P. Møller, der førte til, at rederiet stillede relevante skibe til rådighed for den militære opmarch i Golfen.
Men det er ændret i et nyligt udkommet tredje oplag. Her hedder det, at det var skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller selv, der tog initiativet, skriver Jyllands-Posten.
- Da den amerikanske regering bad om hjælp til at overføre materiel fra USA til Golfen, blev jeg en formiddag ringet op af skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, skriver Uffe Ellemann-Jensen i det nye oplag.
Det har angiveligt ligget Mærsk Mc-Kinney Møller stærkt på sinde at få den rigtige historie frem. I en skriftlig kommentar bekræfter skibsrederen, at initiativet tilbage i 1990 kom fra ham alene, skriver Jyllands-Posten.