Regeringen vil åbne nordsøaftalen, og i A.P. Møller - Mærsk er man ikke afvisende.
"Vi bidrager gerne med relevante oplysninger til et serviceeftersyn, idet vi noterer os, at regeringen vil respektere indgåede aftaler," hedder det i en skriftlig kommentar til Newspaq.
Energi- og klimaminister Martin Lidegaard (RV) mener, at nordsøaftalen skal underkastes et serviceeftersyn og peger på, at oliepriserne er steget, hvilket ifølge ministeren gør det naturligt at se på beskatningen.
I A.P. Møller - Mærsk fremhæver man, at det samlede skatteniveau i perioden 2004-10 på over 60 procent af overskuddet er i overensstemmelse med det, som staten forudsatte ved nordsøaftalens indgåelse.
"Højere oliepriser har betydet højere indtægter og dermed højere skattebetalinger og har således været til gavn for både virksomheder og staten," skriver A.P. Møller - Mærsk i kommentaren.
Ifølge Enhedslisten og den grønne tænketank Concito går den danske statskasse hvert år glip af ti milliarder kroner i skatteindtægter fra den olie, som bliver pumpet op i Nordsøen.
Nordsøaftalen løber frem til 2042.
Venstre kræver i dag, at Mærsk skal kompenseres, hvis aftalen bliver ændret.