Mærsks øverste chef, Nils Smedegaard Andersen, har meldt fra til en økonomisk konference med russiske virksomhedsledere og politikere i præsident Vladimir Putins fødeby, Sankt Petersborg, senere i denne måned.
Men der er ikke tale om en boykot, som USA's regering ellers har opfordret til. Konferencen kolliderer med en anden vigtig begivenhed i den store danske virksomhed.
- Nils Smedegaard Andersen har meldt afbud grundet forpligtelser i forbindelse med Mærsk Gruppens kommende 1. kvartalsregnskab, oplyser Mærsk til Ritzau.
Mærsk Gruppen vil være repræsenteret af andre ledere i Sankt Petersborg.
Mens næsten samtlige amerikanske topchefer de seneste dage har meldt fra til konferencen, er Carlsbergs direktør, Jørgen Buhl Rasmussen, og Danish Crowns administrerende direktør, Kjeld Johannesen, fortsat på deltagerlisten
- Vi blander os ikke i politik, og Jørgen Buhl Rasmussen vil deltage, som han har gjort i tidligere år, sagde en talsmand for Carlsberg for nylig til Børsen.
Konferencen International Economic Forum afvikles fra den 22. til den 24. maj.
Det er et årligt topmøde for erhvervsledere, som den russiske regering står bag. Præsident Vladimir Putin ventes at tale til deltagerne.
Den amerikanske regering kalder virksomhedsledernes deltagelse "upassende" i lyset af den ukrainske krise og den russiske magtovertagelse på den ukrainske halvø Krim.
- Vi mener, at højtstående virksomhedsledere ved at rejse til Rusland og deltage i højtprofilerede optrædener sammen med russiske regeringsfolk vil sende et upassende budskab.
- Ikke mindst i betragtning af, hvordan Rusland opfører sig, siger talskvinden for Det Nationale Sikkerhedsråd, Caitlin Hayden, til Financial Times.
/ritzau/