Et flertal uden om regeringen presser nu på for, at detailhandlen skal tvinges til at oplyse bedre om fødevarerne.
Af Morten Skærbækog Sune Bové
mosk@avisen.dk
@BRØD:Danske forbrugere skal kunne se, om fødevarerne er sunde eller usunde, når de står i supermarkedet. Det mener et flertal uden om regeringen, som nu presser på for obligatoriske ernæringsmærker på fødevarer.
Enhedslisten vil i dag forsøge at samle et flertal bestående af EL, S, SF og DF for et forslag, der skal pålægge regeringen at handle, og de fire partier er alle positive.
Socialdemokraterne er således klar til at bakke op om forslaget fra Enhedslisten med det samme, selvom det ifølge regeringen strider mod EU-reglerne, hvis Danmark går enegang og indfører en national obligatorisk mærkningsordning:
S tror ikke på handlende
»Vi bakker op om forslaget, for vi er nået dertil, at detailhandlen ikke frivilligt går med til at indføre en ordning, selvom flere ministre har presset på,« siger Socialdemokraternes forbrugerordfører, Mette Gjerskov.
»Vi synes, at det ville være have været bedre, hvis detailhandlen eller EU ville være med til at lave et ernæringsmærke, men vi kan jo ikke vente i evigheder. Og EU skal ikke kun være for virksomhederne, det skal også være forbrugernes Europa,« tilføjer hun.
DF vil vente til april
Dansk Folkepartis forbrugerordfører, Mia Falkenberg, ser også positivt på forslaget, men vil dog i første omgang se, om ikke detailhandlen af sig selv vælger at gå med i den frivillige mærkningsordning, som bliver indført 1. april.
»Hvis det viser sig, at detailhandlen ikke følger den opfordring, der ligger i den frivillige ordning, må vi skride til lovgivning. Vi er ligeglade med EU – det er forbrugerne, der kommer i første række,« siger hun.
Familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) advarer imod at indføre en obligatorisk ordning, der vil virke som en ulovlig handelshindring.
»Det undrer mig meget, at et parti som Socialdemokraterne nu vil vende sig imod det indre marked. Vi indfører nu en frivillig ordning herhjemme, som de andre EU-lande vil studere i forbindelse med, at EU arbejder frem mod en fælles ordning. Hvis vi vender dem ryggen ved at lave vores eget mærke nu, mister Danmark indflydelse på, hvordan det fælles EU-mærke til sin tid vil se ud,« siger Carina Christensen.