Kan du finde ud af alt det der med det nye tv-signal? Måske ikke - og det kan koste dyrt.
Mange mænd bruger nemlig forvirringen om det nye signal som begrundelse for at skifte det gamle tv ud med et nyt fladskærms-tv - eller for at få en større tv-pakke, skriver 24 timer.
"I og med at konen formentlig ved endnu mindre om skiftet end manden, så kan det lige nu lade sig gøre at overbevise hende om, at for eksempel et nyt fjernsyn er nødvendigt, hvis hun skal kunne se 'Forbrydelsen' på næste søndag," siger forbrugerforsker Jeppe Trolle Linnet fra Syddansk Universitet til 24timer.
De nyeste tal viser, at næsten 1,4 millioner husstande allerede har investeret i et fladskærms-tv, mens der stadig står over 1,7 millioner gamle billedrørsfjernsyn i de danske hjem.
At mange mænd narrer konen til at få nyt tv under påskud af det nye tv-signal, har kampagnelederen for kampagnen for det nye tv-signal, Jens Christiansen, egen erfaring med.
"Det har jeg da selv gjort, så skulle det være underligt, om der ikke var andre, der havde fået samme idé," siger han til avisen.
Det analoge tv-signal slukkes næste lørdag ved midnat.