En del af os har vidst det længe.
Og nu har en norsk økonomi-forsker også dokumenteret det. Gifte kvinder - i hvert fald de norske af slagsen - har mere fritid end deres ægtemænd.
- Når lønnet arbejde og husarbejde er overstået, har mænd fået en meget lille øgning i fritid fra 1971 og frem til i dag. Til sammenligning har kvinder fået fem-seks timer mere fritid per uge i løbet af disse år, siger økonomiforskeren ved Oslo Universitet Ole C. Bech-Moen til det norske telegrambureau NTB.
Kigger man alene på husligt arbejde som rengøring og tøjvask er det fortsat kvinderne, der står for størstedelen af arbejdet.
Ikke færre end 25 timer om ugen bruger de norske kvinder på den slags. Til sammenligning bruger de norske mænd 18 timer på at svinge støvsugeren mm. Når mændene sammenlagt overhaler kvinderne i at pukle, skyldes det, at mændene gennemsnitligt er på job 12 timer mere per uge end deres koner.