Fredag eftermiddag sikrede tilbagevendte Jan Ø. Jørgensen Danmark den tredje og afgørende sejr i EM-kvartfinalen for hold i badminton.
Også kvinderne er klar til semifinalen.
De danske herrer vandt helt som ventet klart med 3-0 over Finland i kvartfinalen, men de danske singler fik mere modstand, end mange måske havde forventet.
Førstesinglen Anders Antonsen måtte ud i tre sæt mod Kalle Koljonen, der er nummer 73 i verden.
Antonsen, der er verdens nummer 17, tabte 19-21 i første sæt, inden han med 21-16 i både andet og tredje sæt hentede den forventede sejr. Kampen varede en time og ni minutter.
Nemmere havde Emil Holst det i andensinglen, hvor han på en halv time udraderede Iikka Heino med cifrene 21-9, 21-11.
Og dermed var scenen klar til Jan Ø. Jørgensen, der efter en lang skadespause har gjort comeback ved hold-EM. Han slog den danske 3-0 sejr fast med en sejr i to sæt - 21-11, 23-21 - over Henri Aarnio.
Også de danske kvinder er klar til semifinalen. Kvinderne slog fredag England i kvartfinalen, og også her lød den danske sejr på 3-0.
Mia Blichfeldt vandt i tre sæt over Chloe Birch, inden damedoublen Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen i to sikre sæt vandt over Jessica Pugh og Sarah Walker.
Den tredje og afgørende danske sejr kom i hus på fire minutter, idet Grace King efter få bolde måtte opgive at spille singlen mod danske Line Kjærsfeldt.
/ritzau/