Bevæbnede gerningsmænd har onsdag formiddag befriet en indsat, der var i behandling på Nykøbing F. Sygehus.
Befrielsen fandt sted klokken 10.50. Herefter kørte gerningsmændene væk fra sygehuset i en grå Mercedes med fangen som passager med retning mod Farø.
Onsdag eftermiddag oplyser politiet i en pressemeddelelse, at man har anholdt en 26-årig mand på Bogø. Han er sigtet for at have medvirket til fangeflugten og fremstilles torsdag i grundlovsforhør.
Den undslupne mand er 32 år. Han har sort hår, sort fuldskæg og mørkebrune øjne.
Der er ingen oplysninger om, hvad fangen hedder, eller hvilken type kriminalitet han var indsat for.
Ifølge politiet skal man som borger ikke tage kontakt til manden eller hans befriere, hvis man mener at have set dem. I stedet skal borgere kontakte politiet på telefonnummer 114.
To af de mænd, der var med til befrielsesaktionen - og som onsdag eftermiddag stadig er på fri fod - beskrives som:
A: mørk i huden, cirka 180 centimeter høj, gråt tørklæde for næse og mund.
B: etnisk dansk af udseende, lys i huden, cirka 180 centimeter høj, blåt tørklæde for munden.
Politiet efterlyser samtidig en bil, som menes at være en Mercedes, med registreringsnummer BL 48 124.
På grund af politiets efterforskning har Sydmotorvejen været spærret ved Stensved i sydgående retning og ved Gundslev i nordgående retning.
Strækningen, der løber over Farøbroen, er onsdag klokken 14 blevet åbnet igen for trafik. Det samme er Storstrømsbroen, som også har været spærret.
/ritzau/