Langt flere danskere mister deres arbejde i disse måneder. Og det er ikke lige svært for kvinder og mænd at stå udenfor arbejdsmarkedet.
Mens kvinderne ikke har større problemer med at blive arbejdsløse, så falder mændene uden for deres kønsroller, når det sker.
Ifølge mandeforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet har en kvinde lettere ved at finde sig til rette med rollen som husmor, når hun er blevet arbejdsløs, end mænd har evnen til at finde sig til rette som husfar.
"Kvinder har ikke den samme "jeg er mit arbejde"-mentalitet. Mænd er altid blevet målt ud fra deres evne til at arbejde, tjene og forsørge deres familie. Derfor er vi maskuline mennesker langt mere sårbare, når arbejdsløsheden rammer," siger mandeforskeren til Urban.
Og det er ikke kun rent mentalt, at ledighed tager hårdt på mændene.
En undersøgelse, som Anvendt KommunalForskning (AKF) har udarbejdet i samarbejde med Handelshøjskolen i Århus, viser, at mænd, der var arbejdsløse i mere end 20 procent af tiden i 1990 og 1991, døde 300 hvert år tidligere end forventet frem til 2004.