En pige blev torsdag morgen forsøgt bortført i Næstved på vej til skole, da to personer i en rødbrun bil forsøgte at gribe fat i hende.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Hændelsen skete klokken 08.10 på Orenæsvej.
Her kom den 12-årige kørende på sin cykel, da to personer i en bil holdt ind og greb fat i hende. Det lykkedes dog pigen at slippe væk og løbe fra stedet.
Ifølge det regionale medie sn.dk løb pigen til Kobberbakkeskolen, afdeling Sct. Jørgen, hvor hun fortalte om oplevelsen. Skolen meldte straks hændelsen til politiet.
Politiet har torsdagen igennem efterforsket sagen, blandt andet ved at sikre videoovervågning og forhøre sig i området.
Bilen, som de to personer var kørende i, var rødbrun og med tonede ruder. Den havde ikke nummerplader.
- Vi opfordrer folk, der har set episoden, til at henvende sig. Det samme gælder personer, som har set eller kender til bilen, eller har set pigen efterfølgende, siger lederen af afdelingen for personfarlig kriminalitet, vicepolitiinspektør Rune Nilsson.
Politiet ved torsdag eftermiddag stadig ikke, hvorfor de to mænd forsøgte at bortføre pigen.
Kobberbakkeskolen har sendt besked til alle forældre til børn på afdelingerne Sct. Jørgen, Sjølund og Rønnebæk via Aula om hændelsen, skriver sn.dk.
Skolen opfordrer forældre til at tale med deres børn om den voldsomme hændelse, som den 12-årige har været udsat for.
- Børnene kan være utrygge og bekymrede for at skulle gå eller cykle i skole i morgen, siger skoleleder på Kobberbakkeskolen, Klaus Da Cunha, til sn.dk.
Han beder forældrene om at fortælle deres børn, hvordan de kan komme trygt i skole. Det kan for eksempel være at lave aftaler om at følges med andre.
/ritzau/