En familieforøgelse betyder noget forskelligt på lønsedlen, alt efter om man er blevet mor eller far. Både i det offentlige og private går kvinderne nemlig ned i løn.
Mændene derimod får en klat penge oveni, viser en ny undersøgelse fra AKF og Aarhus Universitet. Fædrene høster nemlig af deres nye forsørgerrolle.
For det første bliver de mere aggressive under lønforhandling, og mange chefer anerkender, at de nu har et ekstra ansvar på hjemmefronten. For det andet fordi mændene har mulighed for at brillere på jobbet. Det mener seniorforsker hos Socialforskninginstituttet Helle Holt.
»Når mændene bliver fædre, er der en ægtefælle, der tager barselsorlov, og når der nu er én, der går derhjemme, kan han jo yde endnu mere på arbejdet. De mest fleksible medarbejdere er unge fædre med flere børn,« siger hun.
Barsel straffes
Mens far knokler løs, passer mor den lille ny derhjemme. Lang barsel er nemlig især i det offentlige en af årsagerne til, at kvinder bliver lønstraffet med hele seks procent.
»Kvinderne går glip af nogle lønforhandlinger om tillæg, mens de er væk, så når de kommer tilbage, vil de sakke bagefter,« forklarer seniorforsker Lars Skipper, der står bag undersøgelsen.
Når kvinderne kommer tilbage på arbejdet, bliver de desuden fastholdt i en omsorgsfuld rolle, der død og pine skal gå tidligt for at passe familien og derfor ikke kan sætte turbo på karrieren.
»Det er meget sådan, at kvinder ender med job, der er rutinemæssige og har forudsigelige arbejdstider, for man har en forestilling om, at kvinder skal have faste tider for at hente børnene.Den forventning vil hun gerne leve op til, og så bider det sig selv i halen,« siger Helle Holt.
Pålidelig arbejdskraft
Ved lønforhandling kan kønsstereotyperne især mærkes, når medarbejdere får børn, siger kønsforsker Karen Sjørup, RUC.
Hun tror dog, at hvis mændene begynder at tage lige så lang barsel som kvinder i dag, kan de også blive straffet.
»Jeg tror ikke nødvendigvis, hele forskellen er knyttetmod køn, men at kunne regne med folk, så hvis mænd bliver lige så ustabil som kvinder, når de får børn, vil de ikke blive set på som en pålidelig arbejdskraft.«
En undersøgelse blandt 9.000 studerende fra videregående uddannelser viser stor forskel i selvtillid, når det gælder løn.
Nyuddannede mænd tror, de vil tjene 27.700 kroner i deres første job.
Nyuddannede kvinder forventer at få 3.100 kroner mindre – nemlig 24.600.
Den reelle forskel i lønkrav var sidste år 2.100 kroner.
Kilde: Rektrutteringsbureauet Moment og konsulentvirksomheden Reputation Institute