»Vinterpause er noget djævlen har skabt. Det svarer jo til afbrudt samleje. Det er jo ikke særlig fedt. Så må man dyrke en eller anden form for masturbation,« siger Bo Kampmann Walther, lektor ved Center for Medievidenskab på Syddansk Universitet, der har skrevet flere artikler om fodbold og religion.

Ifølge ham sker det for eksempel, når fans ser udenlandsk bold, læser fodboldnyheder på nettet, laver bannere eller skriver slagsange. Men i virkeligheden er det blot små midlertidige løsninger, som nedtælling til den store sæsonpremiere.

Fodbold er Gud

Idag vil folk vælte ind på de danske Superliga-stadions på ugens helligste dag. Aldrig har Superligaen haft så mange tilskuere. Ifølge Bo Kampmann Walther, er det et tegn på, at fodbold er vor tids religion for den mandlige del af befolkningen.

»Fankulturen er en slags erstatningsreligion. Den skaber et fællesskab og er en måde at skabe en tryghed på, som religionen tidligere kunne garantere,« siger han.

Ifølge ham er stadion er den nye kirke, trænerne er præster, og spillerne ophøjes til gudestatus. Publikums slagsange minder om salmer, der bliver sunget for at hylde de guddommelige idoler. Under kampene deler fans deres passion for spillet og bliver bekræftet i deres tro.

»Før i tiden gik man i kirke om søndagen for at høre præstens formanende ord og få ro i sindet. På samme måde ved man, at når det er kampdag, så mødes man med de andre supportere og forsikrer hinanden om, at verden stadig står,« siger Bo Kampmann Walther.

Ifølge fanforsker ved Institut for Idræt på Århus Universitet, Kristian Rasmussen, handler fankulturen om at give sig hen til noget og dyrke det fuldstændigt. Ordet ’fan’ kommer fra det latinske ord ’fanum’, som henviser til et helligt sted. Når du går ind i helligdommen, så bliver du fan. Så dyrker du det hellige. Præcis det der sker, når de danske stadions igen åbner op for Superliga-bold.

»Nu er vi ikke længere i eksil, nu er vi tilbage i kirken, hvor vi kan dyrke vores lidenskab, vores passion. Når man står på stadion, er man en del af et større fællesskab, hvor man lever sin passion ud,« siger Kristian Rasmussen.

Fårene fra bukkene

Vinterpausen er dog ikke så slem, at den ikke er god for noget. Den er med til at skille fårene fra bukkene, til at vise, om man er ægte fan.

»Der er turisterne, som kun holder med et hold, når det går dem godt. Og så er der ’Die Hard’-fansene, der holder med deres hold i tykt og tyndt. Hvis du er turist, så finder du jo bare et andet hold. Det vil jo være fuldstændig ugudeligt for en rigtig fan. Man konverterer jo heller ikke fra kristendom til islam,« siger Bo Kampmann Walther.

Han mener, at forskellen er, om man ser fodbolden indefra eller udefra. Set udefra ser man blot spillet med alle dets regler. Man kan bedømme, om det var retfærdigt eller ej, at det ene hold vandt. Udefra er fodbold ikke er en religion. Men som ægte fan, er man så opslugt af spillet, at det er svært at vurdere, om dommeren har dømt retfærdigt.

»Indefra kender man ikke regler, der oplever man følelser. Og det er det, der skiller vandene. Enten kender man noget og kan forklare det rationelt, eller også føler man det,« siger Bo Kampmann Walther.

For de fans, der føler, er hver kamp en form for korstog. Hver kamp er en dommens dag, hvor en sejr vil sende tilhængerne direkte i Paradis. I weekenden bliver ventetiden endelig forløst for de mange tusinde fans.

»Det er ligesom med barnet, der venter på juleaften. Den glæde og eufori, der er forbundet med at skulle pakke gaver op, er det bedste. Og nu starter den sæson, som vi har set frem til. Fællesskabet, nærværet og oplevelserne på stadion. Det kan du bare ikke finde i en vinterpause,« siger Kristian Rasmussen.