Mænd har i årevis betalt mere for at komme ind på diskoteker end kvinder. Og nu har tendensen også spredt sig til de danske swingerklubber, der åbenbart har svært ved at lokke kvindelige swingere til.
Men det er ulovligt, da Ligebehandlingsnævnet for nylig afgjorde, at swingerklubber ikke må gøre forskel på køn. Socialdemokraternes ligestillingsordfører Julie Rademacher understreger, at loven skal overholdes og opfordrer folk til at droppe de klubber, der forskelsbehandler.
"Man må ikke diskriminere mænd og kvinder på den måde. Vi må sørge for, at loven bliver håndhævet og sætte fokus på det. Opfordre folk til at sige fra og kræve at blive behandlet lige," lyder det fra Rademacher til Newspaq
Hos Dansk Folkeparti bakker ligestillingsordfører Marlene Harpsøe op om, at ligestillingsloven selvfølgelig skal overholdes, men hun mener ikke, at betaling til swingerklubber er det største ligestillingsproblem i Danmark.
"Det skal de relevante myndigheder selvfølgelig sørge for, men når det er sagt, så er der vigtigere ligestillingsproblemer at tage fat på," siger Harpsøe til Newspaq.
Sagen får dog Venstres ligestillingsordfører Ellen Thrane Nørby til at sige til DR, at hun vil have loven kigget efter, så der kan laves skrappere sanktioner.
Som det er i dag, slipper swingerklubberne med at tilbagebetale forskellen i entréprisen, hvis der klages.
Ligebehandlingsnævnet har i øjeblikket 12 verserende sager om diskoteker og swingerklubber, der opkræver mere i entré for mænd.