To gerningsmænd åbnede søndag ild ved et såkaldt baby-shower i USA, hvor de vordende forældre netop havde fået afsløret deres kommende barns køn i selskab med familie og venner.
En 22-årig kvinde blev dræbt i skyderierne, der fandt sted i et hus i byen Cincinnati i delstaten Ohio.
Otte personer er desuden blevet såret. Blandt de sårede er tre børn på henholdsvis to, seks og otte år.
Den gravide kvinde siger til det lokale medie WXIX-tv, at hun har mistet sit ufødte barn, en dreng, efter at hun blev ramt af skud i benet.
De to gerningsmænd trængte ind gennem hoveddøren og begyndte at skyde omkring sig med håndvåben.
Ifølge lokalmediet Fox19.com sad festens deltagere og så fjernsyn sammen, da de uden advarsel blev angrebet af de sortklædte gerningsmænd.
Det fortæller et vidne, der ringede til politiet fra sin bil uden for hjemmet, til mediet.
- De løb bare ind og skød på alle i huset. Der var børn og en gravid kvinde derinde, siger vidnet.
Politichef i Colerain Township Mark Denney siger på et pressemøde, at ingen af de otte sårede umiddelbart har livstruende skader.
Han oplyser desuden, at de to gerningsmænd, som flygtede til fods, fortsat er på fri fod.
Politiet giver ingen oplysninger om, hvor langt man er i efterforskningen eller identificeringen af de to mænd. Der er for nuværende heller ingen teorier om, hvorvidt familien var gerningsmændenes mål.
- Vi ved ikke, om det var dem, der var målet for attentatet, eller om gerningsmændene var ude efter andre, siger Denney.
Politiet i Colerain Township har tilkaldt assistance fra politiet i Cincinnati, der vil gennemgå gerningsstedet.
/ritzau/