Tre liter minimælk for otte kroner. Det er slagtilbuddet i denne uge hos supermarkedskæden Lidl, der dermed presser priskrigen på mælk til nye højder.
Supermarkedskæden slår på den måde næsten 15 procent af den i forvejen lave mælkepris herhjemme. Hidtil har de laveste priser ligget på 3 til 3,50 kroner pr. liter. Det seneste udspil sender prisen helt ned i 2,66 kr. pr. liter. Det skriver Børsen.
"Det er en fuldstændig vanvittig priskrig. Alle taber på den. Ingen overhovedet får dækket sine omkostninger," siger adm. direktør Leif Friis Jørgensen fra det økologiske mejeri Naturmælk i Broderup lidt uden for Tinglev.
Han vil på ingen måde afskaffe de fri markedskræfter, men ser gerne, at der bliver indført regler om, at butikkerne højst en uge af gangen må sælge fødevarer til under indkøbspris eller med direkte tab.