Det skal være slut med uafhængig information om boligpriser på nettet.
Landets ejendomsmæglere har i hemmelighed besluttet, at de vil boykotte siden boliga.dk, der blandt andet giver mulighed for at se de reelle salgspriser.
Det viser en e-mail fra RealMæglerne, som Politiken har fået fingrene i. Heri skriver bestyrelsesformand Niels J. Garder, at landets mæglere har besluttet, at Boliga.dk ikke længere kan bruge billeder fra mæglernes sider.
Formålet er at gøre boligsiden.dk, som er mæglernes side, til landets største.
Lektor i konkurrenceret ved Københavns Universitet, Sune Troels, mener, at det er i strid med konkurrencelovgivningen.
"Mæglerne går her sammen i en kollektiv boykot. En sådan kollektiv boykot er i strid med konkurrencelovens paragraf 6 om konkurrencebegrænsende aftaler", siger han til Politiken.
Han bakkes op af Forbrugerrådet, der kalder det dybt problematisk og opfordrer Konkurrencerådet til at gå ind i sagen.
Brancheforeningen Dansk Ejendomsmæglerforening afviser, at der skulle være et problem med boykotten, da den ikke er bindene.