Det siges, at ærlighed varer længst.
Og noget kan nu tyde på, at det i hvert fald giver succes for en ejendomsmægler i Vordingborg. Siden 2011 har EDC her været nærmest brutalt ærlige om huses tilstand i boligannoncerne.
Og det har betydet medvind i den grad, at kædens butik i området er den mest fremgangsrige butik af alle 240 EDC-butikker i ejendomskæden. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Og det er ikke hverdagskost at læse butikkens annoncer i forbindelse med hussalg. Eksempelvis får et hus i Lundby til 225.000 kroner følgende ord med på vejen:
- Det er praktisk talt en byggegrund, man køber, hvor huset medfølger gratis. Det er dog nogenlunde tæt, knap så hyggeligt, men til gengæld er det lige! Der er desuden et gammelt udhus, der muligvis vælter i næste storm.
Det er ejendomsmægler Mads Werner, der tog bladet for munden i slutningen af 2011.
- Det bliver jo meget klichéagtigt. Men med lidt direkte humor har det vist sig, at vi kan fjerne barrierer og skabe mere positiv opmærksomhed omkring husene. Så skal folk nok finde ud af at komme ord på, når de først står foran huset, siger han til avisen.
Også i Brørup i Sydjylland har den lokale EDC-mægler brugt alternative beskrivelse i forbindelse med at sælge huse.
- Selve ejendommen er der godt nok ikke meget at skrive om, uanset hvor positiv en indgangsvinkel man har til tingene.
I Dansk Ejendomsmæglerforening regner man med, at det nye direkte sprog i annoncerne vil brede sig. Især de steder, hvor der er flere huse til salg end der er købere.
- Krisen har åbnet for erkendelsen af, at der er rum for forandringer og nok også for forbedringer i branchen. Jeg tror på, at det kan gøre en positiv forskel, siger Torben Strøm, der er formand for foreningen.
/ritzau/