USA nægter at hjemkalde diplomater fra Venezuela trods ordre
Nicolas Maduro taler fra præsidentpaladset til sine tilhængere, mens oppositionen forsøger at afsætte ham. Luis Robayo/Ritzau Scanpix
Venezuela har uden held forsøgt at bryde alle diplomatiske forbindelser med USA efter forsøg på kup.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, erklærede sent onsdag aften dansk tid, at alle amerikanske diplomater har 72 timer til at forlade landet.

Det sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters til tilhængere foran præsidentpaladset i hovedstaden, Caracas.

Afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser sker, efter at oppositionslederen, Juan Guaidó, et andet sted i hovedstaden samme aften erklærede Maduro afsat og udråbte sig selv til midlertidig præsident.

USA erklærede omgående sin støtte til Guaidó.

- I dag anerkender jeg officielt præsidenten for Venezuelas nationalforsamling, Juan Guaidó, som midlertidig præsident for Venezuela, lyder det fra USA's præsident, Donald Trump, i en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus.

- Folket i Venezuela har modigt stillet sig op imod Maduro og hans regime og krævet frihed og retssikkerhed, tilføjer præsidenten.

Udmeldingen fik Maduro til at trække en streg i sandet og beordre de amerikanske diplomater smidt ud af landet.

Natten til torsdag dansk tid meddeler den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, at USA ikke har tænkt sig at følge Maduros ordre og trække landets diplomater hjem.

USA følger nemlig kun anvisninger fra Juan Guaidó og ikke Nicolas Maduro, lyder begrundelsen fra Mike Pompeo.

USA er ikke ene om at udtrykke støtte til Juan Guaidó.

Samme opbakning kommer fra EU samt en række lande inklusive Canada, Brasilien og Argentina. EU udtaler, at det venezuelanske folks stemme ikke kan ignoreres.

Modsat har Maduro stadig støtte fra Mexico, Cuba og Bolivia.

Nicolas Maduro anklager oppositionen i landet for at forsøge at begå et kup.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er uropoliti gået til angreb på demonstranter, der har blokeret en vej i en forstad til Caracas.

Der er i den forbindelse blevet brugt tåregas og gummikugler, skriver AFP på baggrund af beretninger fra bureauets journalister på stedet.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News