Maduro udelukker modstandere fra Venezuelas præsidentvalg

Ved at boykotte lokalvalg har oppositionen udelukket sig fra præsidentvalget i 2018, siger Nicolas Maduro.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, vil udelukke de største oppositionspartier fra at deltage i næste års præsidentvalg, fordi partierne valgte at boykotte søndagens lokalvalg i det økonomisk og politisk kriseramte land.

- Det har den nationale forfatningsforsamling fastsat som betingelse. Fra i dag vil de forsvinde fuldstændigt. Et parti som ikke deltog i dag kan ikke deltage igen, siger Maduro ifølge nyhedsbureauet dpa.

Dermed kan førende oppositionspolitikere ikke udfordre den socialistiske præsident.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

De store folkelige protester i Venezuela i foråret og hen over sommeren var anført af Maduros politiske modstandere.

Demonstrationerne i sommer blev udløst af, at Maduro ville opløse det folkevalgte parlament, hvor oppositionen sad på flertallet, og gennem et nyt valg sammensætte en forsamling, der fik til opgave at skrive Venezuelas forfatning om.

Valget til den nye og omstridte nationalforsamling fandt sted 31. juli. Oppositionens ledere opfordrede vælgerne til at holde sig væk fra valgstederne.

Tre af de største oppositionspartier boykottede også søndagens valg, hvor der skulle vælges 335 borgmestre. Og det blev en stor sejr for Maduros socialister, som sikrede sig mindst 90 procent af borgmesterpladserne ifølge præsidenten.

- Jeg er så lykkelig for vores store sejr. Lad os gøre os klar til 2018, siger Maduro ifølge Reuters i en tale i hovedstaden Caracas.

Oppositionen derimod hævder, at søndagens valg var et spil for galleriet.

- Hvad der fandt sted i dag, var ikke et valg, lød det fra et af oppositionspartierne ifølge Reuters.

- Venezuelanerne ønsker af stemme under frie og fair omstændigheder.

Normalt har Venezuela holdt præsidentvalg i december, men ifølge Reuters er der spekulationer om, at valget i 2018 vil blive afholdt i første halvår.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.