15 minutter og 9 sekunder kunne Danmarksserie-klubben Frem Sakskøbing holde stand mod overmagten fra Superligaen. I det øjeblik sendte Jan Kristiansen sit første Brøndby-mål i kassen.
Og så var lollændernes drøm at lave en 'Skagen-sensation' reelt overstået. Og selvom kampen måske ikke endte som et mareridt, blev det i hvert fald til en gedigen røvfuld.
Madsen tankede
Der var ikke mange fra Brøndbys vanlige startformation på banen i Sakskøbing, men det behøvedes heller ikke.
Peter Madsen, som i længere tid har haft vanskeligheder med at score i Superligaen, fik tanket selvtillid, da han med tre scoringer – til 0-2, 0-3 og 1-5 – sømmede Sakskøbings pokal-kiste i.
Dagens største jubel kom kort før pausen, da Nikolaj Lohse scorede til 1-3. Det udmøntede sig i et triumfløb op langs langsiden – et mål til skrapbogen!
»Vi får vist den forskel, der er mellem de to hold, og det var da dejligt at score tre mål. Men det vigtigste var, at vi fik gang i flere af de spillede, som ikke spiller så mange kampe, og som er kommet sig over skader,« sagde Peter madsen efter kampen til 3+.
Horsens også videre
Mere spænding var der i Silkeborg, hvor 1. Divisionsholdet også havde fint besøg fra den bedste række, da Horsens var gæster.
Hjemmeholdet kunne – og burde – have vundet kampen, hvor det var meget svært at se, hvem der var Superligahold, og hvem der ikke var.
Silkeborgenserne kom også foran i en flot første halvleg, men de glemte at lukke leddet på flere store chancer. Den ene var grotesk.
Da Horsens' keeper sparkede forkert på en tilbagelægning, havde Rajko Lekic en stor mulighed for at score, idet målet var tomt. Den brændte han.
I anden halvleg blev 'Den Gule Fare' lidt farligere, og da to chancer blev forvandlet til to mål, var Kent Nielsens tropper videre.
»Vores vigtigste opgave i en pokalkamp er at vinde. Det levede vi op til. Det er nok det eneste positive, vi kan tage med fra den kamp,« konstaterede Horsens-træneren over for Nyhedsavisen.