Mads Pedersen tegnede sig fredag for karrierens første etapetriumf i Tour de France, da han overbevisende vandt finalen blandt tre udbrydere i Saint-Etienne.
Senere fredag kom der dog en smule malurt i bægeret, da den danske Trek-rytter blev straffet for at kaste en drikkedunk i et område, hvor det ikke var tilladt.
Mads Pedersen blev både tildelt en bødestraf og en pointstraf, fremgår det af Tourens officielle kanaler, skriver Ekstra Bladet.
Den 26-årige etapevinder skal betale 500 schweizerfranc svarende til cirka 3800 danske kroner, og desuden bliver han fratrukket 25 point på UCI's verdensrangliste.
Fredagens sejr indbragte ham 120 UCI-point.
Ifølge Ekstra Bladets beregninger kørte han sammenlagt 15.000 euro hjem med etapesejren, når man medregner spurtsejre undervejs på etapen. Det svarer til 111.600 kroner.
Mads Pedersen gik i udbrud tidligt på fredagens 13. etape og viste sig klart stærkeste af udbryderne. I finalen vandt han med flere cykellængder.
/ritzau/