Bokseren Mads Larsen fremtid virker noget usikker, efter hans B-prøve fra EM-kampen mod ireren Brian Magee også er blevet testet positiv.
Nu er det op til Dansk Professionelt Bokseforbund, at vurdere, hvilken straf den 37-årige bokser skal have, skriver DR Sporten. Hvis han idømmes den strengeste straf kan det betyde to års karantæne, men forbundet vil ikke komme ind på straffens omfang endnu.
"Når man bliver taget med et middel, der står på dopinglisten, så plejer det at give en vis form for karantæne. Men jeg kan endnu ikke udtale mig om, hvor meget det bliver," siger Jesper D. Jensen, formand for Dansk Professionelt Bokse Forbund, til DR Sporten.
Mads Larsen selv afviser ikke, at en eventuel karantæne kan betyde enden på hans 17 år lange karriere.
"Det kommer an på karantænens længde. Hvis det bliver to år, så skal jeg nok finde mig et nyt erhverv," sagde han mandag morgen til TV2-programmet Go' Morgen Danmark.
Mads Larsen blev testet positivt for et vanddrivende stof, som kan være blevet brugt til at nedbringe vægten op til den traditionelle vejning før en kamp.