Endnu en gang har Madonna problemer med at adoptere et barn fra Malawi. Denne gang er det faderen til den treårige Mercy James, der forlanger fuld forældremyndighed over sin datter.
24-årige James Kambewa siger, at han ønsker at spare sin datter for et liv i "skandale" med en kvinde, der savner "god moral".
Han har derfor søgt hjælp hos en menneskeretskomité bestående af en gruppe organisationer, der er imod at Madonna adopterer børn fra landet.
James Kambewa, der tjener 47 dollars om måneden på at arbejde som sikkerhedsvagt, insisterer på, at han er i stand til give sin datter en god tilværelse, selv om hun har boet på et børnehjem siden sin mors død.
"Hun er min datter, hun er mit blod. Hun har brug for en forælders kærlighed. Hun har mistet sin mor, men jeg er stadig i live. Desuden tror jeg ikke, Madonna er en mønstermor. Jeg har set hende i film og hørt hendes sange. Hun står ikke for god moral," siger han ifølge The Herald Sun.
James Kambewa mødte Mercy's mor Mwandida Maunde, da hun var 15, og gjorde hende gravid. Efter fødslen forsvandt han, men er altså nu dukket op igen.
Tidligere på måneden afviste en domstol at udstede en midlertidig adoptionstilladelse til Madonna.