Alt tyder på, at det er en frisk og veludhvilet Madonna, der indtager Parken i morgen.
I hvert fald har den efterhånden midaldrende verdensstjerne haft tid til at lande inden koncerten, da hun allerede søndag aften ankom sammen med et af sine adoptivbørn til Kastrup Lufthavn.
I terminalen forsøgte hun at skærme sig fra fotografernes opmærksomme linser, inden hun blev kørt ind til centrum af København, hvor hun har booket et værelse på Hotel D'Angleterre.
Det er stadig muligt at opleve popfænomenets koncert i morgen. Billetter kan købes på billetlugen.dk og koster mellem 400 og 1.400 kroner.
Portene åbner kl. 18.00. Koncerten starter kl. cirka 20.00, og det er Paul Oakenfold, der varmer stadion op før Madonna går på.
Koncerten forventes at slutte omkring kl. 23.15.