For at vise taknemmelighed over for sin søns tidligere børnehjem har Madonna sendt et stort antal kasser med brugt tøj, bøger og legetøj til hjemmet.
Pop-dronningen adopterede sønnen David fra 'The Home of Hope Orphanage Centre' i Malawi i 2006 og ville derfor overraske dem med al det tøj og legetøj, han var vokset fra. Pop-dronningen har også foræret hjemmet børnebøger med hendes autograf.
Direktøren for børnehjemmet vil imidlertid ikke bekræfte, at gaverne er fra sangerinden.
"Vi har mange venner rundt omkring på kloden, som sender os ting fra tid til anden," siger direktøren ifølge contactmusic.com.
Madonna startede sin velgørenhedsorganisation 'Raising Malawi', da hun adopterede David fra det afrikanske land. Organisationen arbejder på at skaffe penge til seks børnehjem, heriblandt 'The Home of Hope'.