En amerikansk mangemilliardær og ven af storsvindleren Bernard Madoff er fundet død i et svømmebassin ved sit hjem i Palm Beach, Florida.
Søndag aften lokal tid fandt Jeffry Picowers hustru sin mand på bunden af poolen. Hun fik sammen med hushjælpen trukket den livløse krop op af vandet. Senere blev han erklæret død, skriver udenlandske medier.
Den 67-årige Picower tjente angiveligt omkring 36 milliarder kroner på finansmanden Bernard Madoffs svindel. Madoff afsoner lige nu en dom på 150 års fængsel efter at have erkendt sig skyldig i finanssvindel for 325 milliarder kroner.
Dokumenter fra retten viser, at Picower var medskyldig i svindelnummeret.
Men oprindelig blev han rig i medicinalbranchen og havde en placering som nummer 371 på finansmagasinet Forbes' liste over verdens rigeste personer.