Indbyggerne i New York er på stikkerne efter sidste weekends bombefund på Times Square.
Således blev flere gader omkring Times Square da også evakueret fredag, da en politibetjent havde spottet en mistænkelig kasse nær Marriott Hotel.
Iført beskyttelsesdragt undersøgte en bomberydder kassen omhyggeligt, men kunne hurtigt konstatere, at kassen udgjorde det for en madkasse, og at den kun indeholdt en flaske vand. Det skriver flere medier.
Evakueringen blev derfor ophævet efter halvanden time.
Politiet anholdt tidligere på ugen en pakistansk-amerikaner for attentatforsøget i sidste weekend. Han er nu sigtet for blandt andet forsøg på at dræbe amerikanske statsborgere.