Indbyggerne i den portugisiske ferieby Praia da Luz er i oprør over, at tur-arrangører scorer kassen på særlige Madeleine-ture.
Det skriver Timesonline.
Op til årsdagen for lille Madeleine McCanns forsvinden, 3. maj, er hundredevis af turister i busser blevet kørt rundt til udvalgte Maddie-spots i feriebyen. Busserne standser blandt andet ved den bar, hvor Madeleines forældre, Gerry og Kate McCann, opholdt sig da Madeleine forsvandt, og den kirke, hvor de senere bad til, at hun ville blive fundet.
- De kommer her med de samme spørgsmål allesammen. Hvor er Madeleines hus? , siger Ricardo Silva, som driver en kaffebar, til Timesonline.
- Det er meget mærkeligt at opleve, men byen og stedet her er blevet berømt, og alle ønsker at se de mest omtalte stder, siger han.
Busserne standser også ved Robert Murats hus. Han har tidligere været mistænkt i sagen, men ventes inden længe at være helt renset for alle beskyldninger.
Det største hit hos turisterne er dog det feriekompleks, hvor familien McCann boede, da Madeleine forsvandt. Her bliver der for alvor knipset med kameraerne, og det vækker forargelse.
- Jeg ville give meget for at finde dem, der organiserer turene, så det kunne blive stoppet, siger en af de ansatte på komplekset, Ocean Club.