Madeleines forsvinden dag for dag

3. maj – Madeleine forsvinder mellem klokken 21.30 og 22.00 fra en ferielejlighed i Praia da Luz i Algarve, Portugal, mens hendes forældre spiser middag på en restaurant i nærheden.

8. maj – Den portugisiske fodboldstjerne Christiano Ronaldo bønfalder i tv bortførerne om at bringe Madeleine hjem til forældrene. Rygtet fortæller, at politiet efterforsker britiske pædofile, der har forbindelse til Algarve.

10. maj – Dusørpengene vælter ind. Blandt andet udlover den skotske forretningsmand Stephen Winyard en million pund. Andre bidragsydere er Richard Branson og J. K. Rowling.

12. maj – Det er Madeleines fire års fødselsdag

14. maj – En villa, der tilhører englænderen Robert Murat, som bor i nærheden af gerningsstedet i Portugal, bliver gennemsøgt, mens Murat bliver afhørt. Han bliver dagen efter officielt en mistænkt i sagen. Han fastholder, at han er uskyldig.

17. maj – Politiet efterforsker telefonopkald mellem Murat og en russisk computerekspert, Sergey Malinka, som blev foretaget den aften, hvor Madeleine forsvandt. Et website, der skal hjælpe i efterforskningen af Madeleines forsvinden, bliver lanceret

25. maj – Politiet offentliggør et billede af en mand, som blev set bære rundt på en pige den nat Madeleine forsvandt

30. maj – McCann-forældrene mødes med paven, som velsigner et billede af Madeleine

11. juni – McCann er i Marokko i Nordafrika som et sidste stop på en rejse rundt i verden for at skabe opmærksomhed om datterens forsvinden.

17. juni – Det portugisiske politi siger, at Madeleines forældre i deres søgen efter datteren har ødelagt vigtigt bevismateriale fra lejligheden i timerne efter, hun var forsvundet.

21. juni – Flere personer påstår at have set Madeleine på Malta.

28. juni – Spansk politi arresterer en italiensk mand og en portugisisk kvinde, som de mistænker for at have prøvet at afpresse penge fra Madeleines forældre. De er ikke mistænkt for at have noget med hendes forsvinden at gøre.

3. august – Det kommer frem, at Madeleine muligvis er blevet set på en café i Belgien. En børnepsykolog siger, hun er 100 procent sikker på, at hun så Madeleine med et par, som opførte sig mærkeligt. Dna-prøver bliver taget fra den milkshake, pigen drak af. Prøverne er ikke sikre nok til at kunne afgøre, om det var hende.

6. august – Ifølge lokale portugisiske aviser og medier verden rundt har engelske politisporhunde fundet spor af blod i lejligheden og lugten af et lig.

10. august – Kate og Gerry McCann nægter at forlade Portugal på trods af kritik og chikane i den lokale presse.

11. august – 100-dagen for Madeleines forsvinden bliver markeret offentligt. Portugisisk polititichef fortæller medierne, at han mener, Madeleine kan være død.

31. august – Kate og Gerry McCann siger, de vil sagsøge den portugisiske avis, der har skrevet, at politiet mente, at forældreparret selv havde dræbt deres datter. Parret forlader Portugal.

6. september – Kate McCann bliver afhørt som vidne i 11 timer af politiet med sin advokat til stede for første gang.

7. september – Kate McCann bliver officielt erklæret mistænkt i sagen – efter sigende af formelle årsager.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.