Forældrene til den forsvundne britiske pige Madeleine får nu støtte fra højeste sted.
Pave Benedikt XVI har indvilget i at møde det hårdt prøvede par og give dem støtte i jagten på Madeleine, der blev kidnappet fra et hotel i den portugisiske ferieby Praia da Luz i begyndelsen af maj.
Ifølge britiske Sky News kan et møde komme i stand i Vatikanet i Rom allerede på onsdag.
Gerry og Kate McCann er stærkt troende katolikker og går jævnligt til gudstjeneste i Portugal, mens politiet fortsætter eftersøgningen. De har flere gange åbent erklæret, at deres stærke tro fastholder håbet om, at deres fireårige datter bliver fundet i live.
Parret har anmodet den britiske katolske kirke om at sætte et møde i stand.
Ifølge Sky News har paven nøje og gennem flere uger fulgt med i eftersøgningen gennem medierne.
Også Storbritanniens kommende premierminister, Gordon Brown, blander sig i eftersøgningen.
Ifølge avisen Daily Mail har han flere gange undervejs i forløbet lagt pres på de portugisiske myndigheder for at frigive detaljer om den nu eftersøgte formodede kidnapper. Først efter pres fra Brown blev manden offentligt efterlyst.
Det engelske kongehus følger ligeledes sagen tæt. Prins Charles har offentliggjort en udtalelse, hvori han oplyser, at han følger sagen med dyb bekymring og håber, at Madeleine hurtigst muligt vil blive fundet og bragt sikkert tilbage til sin familie.