Hellere få at vide, at den fire-årige pige Madeleine McCann er død end at leve i evig uvished om hendes skæbne.
Sådan lyder det fra Madeleines forældre, Gerry og Kate McCann, skriver The Times.
- Jeg har aldrig brudt mig om usikkerhed. Og dette er den værste form for at svæve i uvished. Gerry og jeg har talt om det, og inderst inde i vores hjerte, foretrækker vi begge to at få besked - selv hvis det betyder, at vi er nødt til at se den forfærdelige sandhed i øjnene, at Madeleine kan være død, siger Kate McCann ifølge The Times.
Den sidste dag uden hende
Den fire-årige Madeleine McCann forsvandt fra en ferielejlighed i Portugal 3. maj, mens forældrene spiste i nærheden.
Forældreparret insisterer på at blive i Portugal, til efterforskningen er afsluttet.
- Når jeg griner sammen med tvillingerne eller spiser noget lækkert - det er hele tiden i mit baghovede: Madeleine ville elske dette . Jeg bevæger mig lige nu gennem livet med håbet om, at hver eneste aften, jeg går i seng, at det så vil være den sidste dag uden hende, siger Kate McCann.
Formentlig død
Den sidste uge har de portugisiske medier kritiseret Madeleines forældre med beskyldninger om, at de har været vidende om deres datters død.
Politiet fandt i sidste uge spor efter blod i den lejlighed, hvorfra Madeleine forsvandt.
En efterforsker fra det portugisiske politi har sagt, at der er nye tegn på, at Madeleine blev dræbt og ikke er i live.