Medierne må holde op med at bombardere folk med daglige billeder af Madeleine.
Det er faderen Gerry McCanns bøn til aviser og tv oven på fire måneders intens dækning af den lille piges forsvinden fra en ferielejlighed i Portugal. Det skriver BBC.
Han anerkender, at han og hans kone Kate tidligt brugte medierne til at skabe opmærksomhed om sagen, men at det nu er løbet ud af kontrol.
- Dækningen har været ti gange så omfattende, som vi nogen sinde havde forestillet os, siger han.
Ægteparret har nu forsøgt at holde sig uden for mediernes søgelys i en periode, og det ser helst, at mediernes forsøg på at opspore datteren bliver nedtonet. Men mediernes dækning har igennem hele sagen været massiv, og der er blevet skrevet for meget uden substans, mener Gerry McCann.
- Desværre har sagen stor menneskelig interesse, og det har været meget svært at håndtere.
Han mener, at familiens beslutning om at blive i Portugal, hvor pigen blev bortført, måske har været forkert, fordi det har tvunget medierne til at holde gryden i kog og skrive om alle spekulationer og teorier.
Han overvejer derfor at rejse tilbage til Storbritannien og genoptage sit arbejde som hjertelæge.
- Det svære er at skulle rejse herfra som en familie på fire, når vi kom som en familie på fem.