Den forsvundne fireårige pige Madeleine McCann er muligvis stadig i live og opholder sig i Spanien.
I hvert fald mener to kvinder, de så hende i tirsdags på en tankstation i nærheden af Cartagena i sydøstlige del af Spanien. Det skriver Sky News.
Kvinderne har fortalt politiet, at Madeleine holdt en mand i hånden, og da han bemærkede, at han blev observeret, så gennede han hende hurtigt ind i en bil og kørte bort. Myndighederne har ikke afsløret detaljer omkring manden eller bilens udseende for at undgå at ødelægge efterforskningen.
Både det spanske politi og det spanske hjemmeværn samarbejder om sagen og har gennemført en række interviews med andre potentielle vidner.
Politiet begynder på ny
Det er nu 113 dage siden, at den lille pige angiveligt blev kidnappet fra sine engelske forældre, mens de var på ferie i Portugal.
Madeleines forældre er stadig i Portugal, men skulle efter sigende være på vej tilbage til England, blandt andet af henyn til Madeleines to yngre søskende, tvilligerne Sean og Amelie.
Ubekræftede rygter denne uge siger, at efterforskningen er nået til et skillepunkt, hvor politiet er parat til at påbegynde nye undersøgelser i Algarve i Portugal, hvorfra Madeleine forsvandt i maj måned.