Flere hundrede engelske mødre har skrevet oprørte kommentarer på internettet, efter en storstilet reklamefilm -eller oplysningskampagne - om den fireårige engelske pige Madeleine McCanns bortførelse er blevet vist på internettet, i TV og i biografen før filmstart i England.
Det skriver BBC.
Filmen viser billeder af den forsvundne pige og fortæller, hvordan hun blev bortført i Portugal i maj under forældrenes ferie. Filmen blev også vist som forfilm til en Shrek 3 tegnefilm for børn i biografen, og det er her, at filmen har skabt postyr. Tegnefilmen er nemlig U-rated , hvilket betyder, at børn i alle aldre kan se den.
Rasende mødre i protest
Efterfølgende har 22 mennesker sendt klager ind til det engelske råd for reklameetik , Advertising Standards Authority (ASA), fordi de mener, reklamen er ubehagelig og uegnet at vise lige før en børnefilm, som også meget små børn kan se.
Ni af de personer der har klaget har fortalt, at deres børn er blevet meget chokerede og ulykkelige. Kommentarer på internetsiden mumsnet har siden pisket en ophidset debat i gang.
ASA har imidlertid afvist klagen med argumentet, at selv om idéen om et barn, der bliver bortført nok kan virke rystende og ubehagelig, så er filmen ikke sensationspræget og den indeholder ikke nogle chokerende billeder.