Politi og militær i den afrikanske østat Madagascar gik søndag til angreb på en gruppe soldater, der havde indledt et oprør ved en militærbase tæt ved landets største lufthavn.
Øjenvidner beretter om skud ved barakkerne, hvor de oprørske soldater tidligere havde dræbt en officer, som var sendt ind for at forhandle med dem.
Efter fire timers ildkampe om morgenen meddelte landets forsvarsminister, Andre Lucien Rakotoarimasy, at hæren ud på eftermiddagen havde situationen under kontrol.
Det er endnu uvist, hvem der stod bag oprøret, og hvad de oprørske soldaters krav var.
Urolighederne skaber frygt for, at Madagascar, som er et af verdens fattigste lande, vil blive ramt af nye stridigheder.
I de seneste tre år har den afrikanske østat været plaget af politisk tumult, efter den daværende oppositionsleder Andry Rajoelina smed præsident Marc Ravalomanana på porten ved et kup.
Ravalomanana har levet i selvvalgt eksil i Sydafrika, siden han blev væltet.
De to politiske rivaler skal efter planen mødes på Seychellerne i den kommende uge.
En diplomatisk kilde siger, at oprøret kan være et forsøg på at afspore de kommende forhandlinger.
Rajoelina og Ravalomanana underskrev i september sidste år en køreplan, der skal munde ud i, at der holdes valg i Madagascar, men aftalen er endnu ikke fuldt implementeret.
/ritzau/AFP