Fremover skal de ældre i Århus selv bestemme, om de vil have varm mad bragt ud dagligt eller nedfrosset mad bragt ud en gang om ugen.
Hidtil har det været kommunens opgave at beslutte, om den enkelte ældre skulle have den ene eller den anden type mad. Men nu har Århus-politikerne skiftet kurs efter en lignende sag i Aalborg, hvor Tilsynsrådet fastslog, at de ældre skulle have mulighed for at vælge.
Kursskiftet kan blive dyrt for Århus Kommune. Ålborgs ældre ville nemlig meget hellere have varm end frossen mad, da reglerne blev ændret i 2005. Og da varm mad er fem gange dyrere at bringe ud end frostmad, kom lovændringen til at betyde en ekstraregning på godt 1,5 millioner kroner for Ålborg Kommune.
»Vi kan se, at der er blevet flere, der vælger varm mad, end der var, da kommunen skulle bestemme, Og det er naturligvis blevet dyrt,« siger Michael Binderup, der er leder af økonomiafdelingen i Aalborg Kommune.
Overrasket rådmand
Det koster 20 kroner at bringe en portion varm mad ud. For frostmad er prisen blot fire kroner per portion, da retterne bringes ud samlet én gang om ugen. Tallene fra Aalborg kommer bag på ældrerådmand, Dorthe Laustsen (SF).
»Det er nyt for mig. Men vi er i gang med at regne på tallene, og hvis der kommer en meromkostning, så må vi jo betale,« siger hun.
»Vi kan lige så godt ændre reglerne, for Tilsynsrådets afgørelse vil danne præcedens,« siger hun.
Siden det frie valg er indført i Aalborg, er andelen af ældre, der får varm mad, steget med over 25 procent. Der er dog stadig ældre, der ønsker frostmad, da de derved ikke tvinges til at være hjemme hver dag, når maden kommer.
De ældre, der er med i madserviceordningen, får et offentligt tilskud på 11,55 kroner, uanset om retten er varm eller frossen, og de ældre kommer ikke til at betale mere på trods af regelændringen, der træder i kraft 1. april.