Kager der strutter af c-vitaminer og sodavand proppet med a-vitamin. Idéen om at tilføre ekstra vitaminer til fødevarer får lussinger af videnskaben.
Tre gange i løbet af et år har forskere finkæmmet den viden, der findes på området, og tre gange har de måttet konkludere, at det er uden virkning at spise mad, der har fået et skud ekstra vitaminer. I alt fald for folk, med almindelige spisevaner. Det oplyser Forbrugerrådet.
- Det underbygger, hvad vi hele tiden har sagt. Nemlig, at det er en meget uheldig strategi, at industrien frit skal kunne tilsætte vitaminer uden, at der er mulighed for at kontrollere konsekvenserne, siger fødevarepolitiske medarbejder i Forbrugerrådet Camilla Udsen.