Fede og usunde børn skal lære gode madvaner, og skolemadordning er en god start.Men Kim Fleischer Michaelsen, der er professor i børneernæring, ser også gerne, at familierne lærer børn om mad.
»Hver tredje amerikanske familie kan ikke lave mad, og det er en udvikling vi også ser herhjemme. Derfor er det vigtig, at børn lærer, hvad god mad er, så de kan vælge den sunde mad,« siger han.
Heldigvis er det nemt at gøre børn interesserede, siger Helle Brønnum Carlsen, der underviser børn i madlavning, og som også har skrevet Phd- afhandling om mad.
»Børn er mere parate til at smage på nye ting, når de selv har været med til at lave maden. Og de bliver også bedre til at gebærde sig i madjunglen af færdiglavet mad. Det bliver nemmere at gennemskue, hvad det egentlig er,« siger Helle Brønnum Carlsen.
Sidste år holdt hun kogeskole for otteårige børn, og bogen »Børn i køkkenet« er en opsamling af, hvad der vækker børns nysgerrighed i køkkenet.
»Børn skal røre og smage, og finde ud af, hvad mad er og hvad de kan lide. Børn der lærer basale teknikker og lærer råvarer at kende, bliver mindre kræsne. Men der skal være en voksen med, indtil barnet er omkring tolv år. Ellers vil deres oplevelse være, at hjemmelavet er dårligt lavet. Så hjælp børnene med at læse opskriften og måle op,« siger madeksperten.
Hun har valgt tre forskellige opskrifter til Nyhedsavisen, der på hver sin måde udvikler barnets sanser i forhold til mad.
»Med en bolle opskrift lærer man om mel og dej og hvordan det føles, og så lærer man at mad kan se sjovt ud med forskellige farver. Med en frikadelle opskrift lærer man, at en delle kan smage på mange måder, og man lærer sine smagsløg at kende. Med pomfritter leger man med noget alle børn kan lide, men her laver de dem af alle mulige grøntsager,« forklarer hun.